EU Kommissionen offentliggjorde i februar endelig deres længe ventede direktivforslag omhandlende lovpligtig Due Diligence (mHREDD). Endelig kan vi se frem til ansvarlig virksomhedsadfærd i modeindustriens forsyningskæder – eller kan vi? 

Af: Kathrine Dovnborg Frederiksen

EU Kommissionen fremsatte pr. 23. februar endelig deres direktivforslag, som vi er mange, der længe har ventet på. Den nye lovgivning skal fremme transparens, og sørge for at virksomheder pålægges ansvar for de menneskerettigheds- og miljøkrænkelser, som foregår i deres forsyningskæder. Det skal ikke længere være muligt for virksomheder i EU at holde sin facade ren, og samtidig se bort fra og skjule den usympatiske bagside af produktionen ifølge det nye direktivforslag. 

Modeindustrien er klart præget af greenwashing og misforståelser af “bæredygtig mode”, da produktionen af nyt tøj aldrig vil være bæredygtigt. Brands er rigtig gode til at lave mindre etiske tiltag – såsom at indføre en procentdel af økologisk bomuld – for derefter at brande dem og deres varer som “bæredygtige” eller “made with care”. Forsyningskæder er kringlede og svære at forstå, derfor er det relevant, at der kommer en lovgivning, som kan sikre, at virksomheder står til ansvar for de svigt af mennesker og klima, som foregår i deres egne forretningsforbindelser – så vi som forbrugere ikke bliver uvidende tvunget til at støtte den slags. Det nye direktivforslag fra EU Kommissionen om lovpligtig due diligence kan derfor klart fremme transparens i forsyningskæder og mindske muligheden for greenwashing (hvis der altså kommer klare målsætninger og retningslinjer for direktivet). 

Rapportering og opfordringer var ikke nok til at få virksomheder til at tage ansvar for personerne i deres forsyningskæde og erkende deres medskyld i klimaforandringerne. Derfor er det nødvendigt at have en lov, som sørger for lovpligtig due diligence, så virksomheder tager ansvar for deres placering af penge og magt i deres forretningsforbindelser. EU må være stærkere og strengere, så vi ikke tillader den slags. EU burde være  frontløber på området, så vores planet kan blive ved med at eksistere, og at alle mennesker kan leve anstændigt. 

Kun 3 ud af 10 virksomheder i EU erkender deres ansvar over for deres forsyningskæder og prøver efter bedste evne at agere hensynsfuldt i deres leverandørkæde. Det er dog alt for få, og uden lovpligtig due diligence er virksomhedens ansvarligshedsindsatser faktisk frivillige. De store koncerner har mange penge og magt, de har derfor mulighed for at ændre på forholdene i modeindustrien, de fleste gør det desværre bare ikke. EU har derfor længe arbejdet på at få en lovgivning på området, der gør det muligt at placere ansvaret, så virksomheder kan opnå deres fulde potentiale i kampen mod klimaforandringerne, da de har en afgørende rolle i denne. Det burde ikke kunne lade sig at gøre, at virksomheder i EU lukker øjnene for de krænkelser og svigt, der foregår i deres forsyningskæder. 

Due diligence kan oversættes til “nødvendig omhu” på dansk, og det er et helt centralt begreb, når man snakker om ansvarlig virksomhedsadfærd. Due diligence handler helt enkelt om, at virksomheder er ansvarlige for alle led i deres værdikæde. Ifølge det nye direktivforslag skal virksomheder derfor lave en risikovurdering af alle led “i deres værdikæde” og sikre sig, at ingen part i deres værdikæde forbryder sig mod menneskerettighederne, og at de tager hensyn til miljø og klima – både deres aktiviteter inden for og uden for EU. Dette skal sikre, at alle ansatte skal have rettigheder og bedre arbejdsforhold, og at virksomheder ikke misligholder deres bæredygtighedsløfter. Dog er det uklart, hvor mange led og hvor dybt i værdikæden det nye due diligence direktiv skal række, hvilket skaber en tvivl om, hvor ambitiøst og konkret det reelt bliver. 

I tekstilindustrien (som er en high impact sector) kommer forslaget dog kun til at gælde for virksomheder med over 250 ansatte, og som har over 40 millioner euro i omsætning om året. I andre sektorer, som ikke forbindes med samme risici som tekstilindustrien, vil det kun ramme virksomheder med over 500 ansatte og 150 millioner euro i omsætning årligt. Man kan derfor undre sig over manglen af ambitiøsitet, da det vil begrænse den mulige virkning af direktivet. Fx er over 99% af danske virksomheder betegnet som mindre eller mellemstore virksomheder med under 250 ansatte ifølge en undersøgelse fra 2017. Det er klart de store koncerner, som har flest penge og magt til at kunne gøre en forskel og gå forrest i branchen, men modeindustrien er præget af hård konkurrence og mange mindre aktører, som så ikke vil blive ramt – og det er ofte dem, der sidder inde med de afgørende og innovative løsninger. Men hvis de ikke skal fuldføre lovpligtig due diligence, hvordan ved vi så, om de reelt tager ansvar for alle dele af deres forsyningskæde, og dermed vil greenwashing stadig være muligt i flere henseender. 

Ifølge Tanja Gotthardsen (rådgiver og tøjaktivist) er direktivet ikke ambitiøst nok. Foruden at mange modevirksomheder slet ikke omfattes pga. deres størrelse, er det også svært at udlede, hvor langt ned i værdikæden, man reelt vil kunne holde virksomhederne til ansvar – og det til trods for, at det oprindeligt var helt afsættet for at få lovgivningen. Det er eksempelvis ikke tydeligt, hvilke klagemekanismer, virksomhederns leverandører og arbejdere reelt får, og om virksomheder blot kan slippe med mindre ændringer i kontrakter og såkaldte code of conducts. Tanja Gotthardsen mener også, at direktivet mangler at tage højde for det hierarki, som spiller en rolle i magtforholdet blandt leverandør og brand. Der ligger nemlig et helt strukturelt niveau under, hvordan brands hidtil har kunnet presse sig til fx lave priser eller afvise at betale for allerede producerede ordrer, som vi har set det under COVID-19.

Det kan derfor diskuteres, hvorvidt det nye direktiv er så ambitiøst som først forventet, og om det overhovedet står mål med de udfordringer, det var tiltænkt at løse?

Mens direktivet fra EU har været undervejs har flere lande i Europa allerede fremlagt en national lovgivning, der skal sikre lovpligtig due diligence i eksempelvis Tyskland, Holland og Frankrig. Disse nationale lovgivninger har måske været essentielle i forbindelse med det nye EU direktiv. Landene er gået i front, og deres nationale tiltag kan have fungeret som pres på EU til også endelig at tage stilling til emnet.

Vil du læse mere om det nye direktivforslag, så kaldes det “Corporate Sustainability Due Diligence”. 

Sources: 

• Danmarks Statistik
• Dansk Industri
• Fagbevægelsens Hovedorganisation
• Fair Wear 
• Gotthardsen, Tanja, Interview pr. 14/03-22
• The European Commission